Den indenrigspolitiske situation, herunder menneskerettighedssituationen Blaise Compaoré kom til magten ved et militærkup i 1987. Siden blev han valgt til præsident i 1991 under en ny demokratisk forfatning. Efterfølgende er han genvalgt to gange i hhv. 1998 og 2005. I maj 2007 blev der afholdt parlamentsvalg. Valget forløb roligt og uden alvorlige eksempler på snyd og tekniske problemer. Præsidentens parti sikrede sig et komfortabelt flertal med 73 ud af 111 pladser i parlamentet (i forhold til 54 ud af 111 efter parlamentsvalget i 2002). De øvrige pladser i parlamentet gik til oppositionen, som dog på grund af interne stridigheder har formindsket sine chancer for at spille en større rolle i lovgivningsarbejdet. Oppositionen er generelt meget svag. Det næste præsidentvalg skal efter planen finde sted i november 2010. Ifølge den nuværende forfatning kan præsident Compaoré stille op igen i 2010, men ikke i 2015. Hovedtemaet i den aktuelle politiske diskussion er om der vil blive lavet ændringer i grundlovens paragraf 37, som begrænser antallet af præsident perioder til 2 gange 5 år. Det altdominerende regeringsparti er stærk fortaler for en ændring af grundloven, mens de politiske oppositions partier og en stor del af civilsamfundet modsætter sig en sådan ændring. Det er meget afgørende for landets demokratiske udvikling, om der vil ske en ændring i grundloven med fortsættelse af det nuværende regime til følge, eller om der i 2015 vil blive tale om et demokratisk regimeskifte. Et nyt parti, der lægger vægt på, at der kommer til at ske et regimeskifte senest i 2015, er dannet i starten af 2010. Den politiske debat i Burkina Faso er levende og åben. Der er internt i landet en løbende kritik af den manglende retssikkerhed, straffrihed for politiske forbrydelser og styrets magtmisbrug. Retsvæsenet er karakteriseret ved ineffektivitet, korruption og manglende uafhængighed af den udøvende magt. Det er dog den almindelige internationale opfattelse, at Burkina Fasos regering ikke undertrykker befolkningens rettigheder. Regeringen er under vedvarende kritik for, at mordet i december 1998 på den samfundskritiske journalist, Norbert Zongo, endnu ikke er opklaret. I februar og april 2008 udbrød der demonstrationer som følge af hastigt stigende fødevarepriser, som visse steder udviklede sig voldeligt. En lokal ungdomsleder, der havde været primus motor i at arrangere demonstrationerne, fik 3 års fængsel. Lokale menneskerettighedsorganisationer har kritiseret rettergangen efter demonstrationerne. Et par måneder senere begyndte de studerende ved universitetet i Ouagadougou at protestere mod for dårlige studieforhold. Protesterne blev mødt med hård hånd af politiet. Den økonomiske situation Burkina Fasos økonomiske situation har været kendetegnet ved stabilitet og vækst siden begyndelsen af 1990’erne, hvor landet indledte en omfattende reformproces og indgik de første aftaler med Verdensbanken og IMF. De to organisationer giver traditionelt Burkina Faso ros for den finansielle styring og evne til at korrigere for internationale konjunktursvingninger. Grundlæggende ændringer i den burkinske økonomiske struktur lader dog fortsat vente på sig. Væksten drives således fortsat af landbrugssektoren, hvor specielt bomuldsproduktionen er steget over en årrække. Landet er meget sårbart overfor eksterne forhold som klima og verdensmarkedsprisen for råvarer og den burkinske økonomi er i de senere år blevet påvirket negativt af en række eksterne forhold. En betydelig stigning i dollarkursen og oliepriserne siden begyndelsen af 1990’erne har fordyret den burkinske import, samtidig med at utilstrækkelig nedbør og et generelt prisfald på de burkinske landbrugsvarer har reduceret landets eksportindtægter. Dertil kommer, at krisen i nabolandet Elfenbenskysten, der brød ud i september 2002, har haft konsekvenser for produktion og handel, migrationsarbejde, eksport mm. Burkina Fasos strategi for bekæmpelse af fattigdom blev vedtaget i 2000 og revideret i 2004. Fattigdomsstrategien har været grundlaget for Bretton Woods-institutionernes godkendelse af gældseftergivelse under HIPC-initiativet. Burkina Faso har siden 2000 opnået en gældseftergivelse på ca. 3,5 mia. kr. De frigivne midler har muliggjort yderligere støtte til bl.a. sundhed, uddannelse, vand og infrastruktur i landområderne. Siden 2005 har en gruppe bestående af ni donorer, heriblandt Danmark, givet generel budgetstøtte til Burkina Faso med henblik på implementering af fattigdomsstrategien. Fattigdomsstatistikker viser et fald i fattigdommen fra lidt over 54 pct. i 1998 til ca. 42 pct. i 2006. Fødevarekrisen og den internationale finansielle krise har resulteret i, at fattigdommen siden 2007 igen er for opadgående. En ny strategi for fattigdomsbekæmpelse og accelereret vækst er under udarbejdelse og forventes færdig i 2011. På trods af nogle forbedringer, forbliver korruption et alvorligt problem på alle niveauer i Burkina Faso; fra politichikane på gadeplan over korruption for sundheds- og uddannelsesydelser, til mere alvorlige sager i offentlige udbud samt i told- og skattevæsenet. Burkina Faso lå i 2009 nr. 79 på Transparency International’s liste med en score på 3.6 hvilket er 26 pladser op fra 2007, hvor landet med en score på 2.9 ud af 10 landede på plads nr. 105. Forbedringerne på listen kan bl.a. skyldes, at regeringen har etableret en ny institution for at effektivisere kampen mod korruption. Der udestår dog stadig mange vigtige ting at gøre i kampen mod korruptionen, herunder ikke mindst at se flere konkrete resultater i form af sanktioner mod skyldige på alle niveauer i systemet. Landets Rigsrevision, der også er en relativt ny institution, udvikler sig positivt. Den udenrigspolitiske situation, herunder samhandel Burkina Fasos internationale omdømme er langsomt ved at komme sig efter landet i FN-rapporter i 2000 blev beskyldt for op i gennem 1990’erne at have brudt FN-sanktionerne mod oprørsbevægelserne UNITA i Angola og RUF i Sierra Leone. I maj 2003 blev Burkina Faso dog igen nævnt i en FN-rapport om våbentransporter til Liberia, hvoraf det fremgik, at landet i enkelte tilfælde er blevet anvendt som transit. Burkina Fasos forhold til Elfenbenskysten har været anstrengt siden militærkuppet i Elfenbenskysten i julen 1999 og den efterfølgende konflikt i landet. Præsidenten i Elfenbenskysten har gentagne gange beskyldt Burkina Faso for at støtte oprørsbevægelser i Elfenbenskysten. Burkina Faso har modsat beskyldt Elfenbenskysten for undertrykkelse af de 3-4 mio. personer med burkinsk oprindelse bosiddende i Elfenbenskysten. Siden 2006 har Burkina Faso indtaget en langt mere konstruktiv rolle i regionen ved at bidrage til løsning af flere konflikter. Præsident Compaoré har fungeret og fungerer stadig som mægler i de interne konflikter i Elfenbenskysten, i Togo og i Guinea Conakry. Som formand for ECOWAS i 2007 og 2008 har præsident Compaorés spillet en positiv rolle i fredsprocessen i området, ligesom Burkina Faso også spillede en positiv rolle under sit medlemskab af FN’s Sikkerhedsråd i 2008 og 2009. Burkina Fasos vigtigste eksportprodukter er bomuld, kvæg og guld. Importen består hovedsagelig af maskiner, udstyr, fødevarer og brændstof. De vigtigste samhandelspartnere er Frankrig og Elfenbenskysten. Den dansk-burkinske samhandel er begrænset. Bistandssamarbejdet Burkina Faso har modtaget dansk bistand siden 1973 og blev i 1993 udpeget til programsamarbejdsland. En ny landestrategi blev vedtaget i 2006 og indebærer introduktion af budgetstøtte og uddannelse som nye elementer i landeprogrammet og udfasning af energisektoren. De første skridt hen imod forberedelsen af en fælles donor landestrategi er taget, og denne fælles landestrategi forventes at afløse de mange nuværende bilaterale landestrategier. Hovedelementerne i samarbejdet er sektorprogrammer for vand- og sanitet (2010-2015, 450 mio. kr.), landbrugsudvikling (2005-2011, 285 mio. kr.) og uddannelse (2005-2010, 100 mio. kr.). Der ydes også dansk støtte til bekæmpelse af HIV/AIDS (2007-2012, 70 mio. kr.), til makroøkonomiske reformer og generel budgetstøtte (2008-2012, 275 mio. kr.), og til et program for god regeringsførelse med fokus på decentralisering, menneskerettigheder og ligestilling (2008-2013, 130 mio. kr.). Igennem de seneste år er der sket en omlægning af bistanden fra projekt- til programtilgang. Midlerne fra Danmark indgår i stor grad i fælles donorfonde eller som sektorbudgetstøtte, og de dansk finansierede aktiviteter gennemføres af nationale institutioner. Der findes ikke længere danske projektimplementeringsenheder, men de nationale institutioner modtager stadig donor finansieret teknisk assistance.
